mandag den 30. november 2009

Mellem rådyr og totempæle - Kap. 19 af min bog: Canadisk Potlatch

»They were in a long straggling row the entire length of the bay and pointed this way and that, but no matter how drunken their tilt, the Haida poles never lost their dignity. They looked sadder, perhaps, when they bowed forward, and more stern when they tipped back. They were bleached to a pinkish silver colour and cracked by the sun, but nothing could make them mean or poor, because the Indians had put strong thought into them and believed sincerely in what they were trying to express.«
Emily Carr, Klee Wyck, 1941.

Jeg havde en drøm. Jeg har altid haft en drøm. Lige siden mine drengeår har jeg haft en drøm om at besøge »rigtige indianere«. Dem med totempæle. Som voksen fik jeg endelig muligheden.

Jeg kom til øgruppen Haida Gwaii ud for den canadiske vestkyst. Her ville jeg besøge de gamle forladte landsbyer med totempæle. Efter jeg havde ventet et par dage i Queen Charlotte City på grund af dårligt vejr gik turen til Koona. En forladt landsby på østsiden af Louise Island og derfor meget udsat for blæst. Ofte er det umuligt for vandflyverne at lande i nærheden af landsbyen.

Da jeg var klar til at tage af sted, ændrede vinden pludselig retning, og turen måtte igen aflyses. Jeg skulle igen væbne mig med tålmodighed. Lokalbefolkningen lever efter »haida time«, hvilket i store træk vil sige, at ting sker, når de sker. Aldrig før, ofte senere. Jeg var den eneste, der ventede utålmodigt på at skulle af sted.

Indtil midten af 1880’erne, hvor landsbyen blev forladt, var Koona et livligt sted. Derefter forfaldt husene. Skoven groede ind over resterne af landsbyen. Det fik træerne lov til indtil 1971, hvor der blev bygget en skovarbejderlejr ved landsbyen og en vej gennem landsbyen. Over 80 års stilhed blev brudt af lyden fra tunge maskiner.

Selvom Koona i dag er det mest populære sted at besøge i Gwaii Haanas nationalparken, kommer der hvert år kun 1.500 besøgende til disse fantastiske omgivelser. Det er kun muligt at komme dertil med enten vandflyver, båd eller kajak. Det er meget populært at padle i kajak rundt på østsiden af Haida Gwaii. Det kan dog kun anbefales for folk med meget erfaring, da havet omkring øerne er meget farligt.

Et billede af Koona taget for Canadian Geological Survey i 1878, ca. ti år før landsbyen blev forladt, viser 56 totempæle og 27 huse. Næsten 30 år senere besøgte Emily Carr, British Columbias kendte maler og forfatter, Koona og registrerede totempælene i ord og billede. Hun noterede: »Lige meget hvor skævt de står, haida totempæle taber aldrig deres værdighed«.

Uanset hvad Hollywood-westerns i tidens løb har forsøgt at bilde os ind, er nordvestkystfolkene de eneste, som traditionelt lavede totempæle. Det er muligt at forstå betydningen af disse imponerende monumenter, som alle fortæller deres egen historie. Der var ikke tale om tilbedelse af totempælene, som ellers var den udbredte holdning blandt europæiske missionærer i slutningen af 1800-tallet. Totempælenes betydning er en form for skriftsprog. Det handler om at sende signaler til andre. Det kan være om husets høvding, hvis den står som indgangstotempæl til et hus, eller en begavelsestotempæl for en afdød høvding. Sådan har totempælene forskellige betydninger.

Sgan Gwaii.

Figurer, som er udskåret på pælene, er ofte dyr, som har betydning for den enkelte person eller familien. Der findes mange restriktioner omkring udformningen af totempæle. Ikke alle har tilladelse til at bruge f.eks. bjørnen. Totempæle opføres stadig, så der er tale om en levende tradition, som også har udviklet sig til en kunstform.

En totempæls tilblivelse var aldrig tilfældig, men udsprang af en bestemt hændelse, som fandt sted. En persons avancement i stammens hierarki, bygningen af et hus, en prominent persons død eller i sjældnere tilfælde til minde om en bestemt begivenhed.

Forskellige typer af totempæle udsendte forskellige signaler til betragteren. En totempæl i en husgavl skulle fortælle noget om den status, de personer, der levede i huset, havde, og hvilke »crests« de tilhørte. Mindetotempæle fortalte noget om den afdøde. Da man ikke havde noget skriftsprog, var totempælen en mulighed for at udsende signaler, både om levende og døde i landsbyen. Signaler som fremmede forstod. Totempæle blev også anvendt inde i husene som husstolper, og de blev anvendt som velkomstfigurer.

Ceremonierne i forbindelse med rejsningen af en totempæl var meget vigtige for den familie, som fik totempælen rejst. Oftest var pælene udført i rødt cedertræ. Hvis det var en haida-totempæl, så var de væsentlige træk ved pælen fremhævet ved hjælp af farver. Når farverne med tiden forsvandt, forsøgte man ikke at male pælen op, men lod den naturlige nedbrydningsproces gå sin gang. Totempælene var et internt kommunikationsmiddel. De var ikke ment for senere generationers udforskning.

Det første vidnesbyrd om totempæle på nordvestkysten er fra 1788, hvor kaptajn Meares skriver om nogle træskulpturer, han har set på Haida Gwaii. Den tidligste illustration der findes, er en tegning i Bartletts skibsjournal fra 1791. Tegningen viser en haida indgangstotempæl til et hus. Kaptajn James Cook nævner i 1778 ikke noget om totempæle blandt Nuu-chah-Nulth-folket på Vancouver Islands vestkyst, men kunstneren John Webber, som var med på Cooks skib, har tegnet to totempæle eller udsmykkede tagbærende stolper i et hus.

Kaptajn Johan Adrian Jacobsen, der rejste langs den canadiske vestkyst fra 1881 til 1883, skrev følgende fra rejsen. »I Almindelighed bestaar en Landsby af 4 til 12 Huse, … Hos Quakulterne og nordenfor dem hos alle Indianerstammer finder man næsten ved hvert Hus en saakaldt Vaabenstolpe, d.v.s. en udskaaren Pæl, som bestaar af et eneste stykke og undertiden kan være indtil 60 Fod høi«.

I 1954 ankom en »redningsaktion« til Koona, hvor flere totempæle blev fjernet og senere udstillet på diverse museer. Efter at have været i de forladte landsbyer og set totempæle i deres naturlige omgivelser, så virker placeringen af totempæle i cementbygninger med store glasfacader på mig helt grotesk. Hvordan man ellers bevarer totempælene og dermed kulturhistorien er et problem. Men skal den bevares? Ikke hvis du spørger haidaerne.

Traditionelt var en totempæl udskåret, opstillet og forsvundet igen med naturens hjælp i løbet af 50 år. Totempælen var en del af en levende kultur. Ved redningsaktionen fjernede man primært totempæle i forbindelse med huskonstruktioner, mens totempæle i forbindelse med grave ikke blev rørt. I dag står kun totempæle opført som gravmonumenter tilbage og giver et forkert billede af landsbyens oprindelige udseende i midten af 1800-tallet.

Endelig kom jeg af sted. Vi var tre, der fløj fra Queen Charlotte City til Koona med South Moresby Air. Selskabets ejer Marvin var vores pilot på denne tur. Han havde tidligere arbejdet for »Canadian Fisheries«. De seneste ti år havde han haft et lille charterselskab med to fire-personers fly. De fleste jobs var transporter for de store skovbrugsfirmaer, men i sommerperioden var der tid til lidt turistcharter. Koona, på engelsk Skedan, er opkaldt efter landsbyens sidste høvding Skedans. Den forladte landsby ligger kun 20 minutters flyvning fra Queen Charlotte City.

Efter vi var landet ved Koona sprang vi fra pontonflyet og ind på sandstranden. Her blev vi mødt af en ældre herre, midt i 70’erne. Det var Charlie Wesly, haida, nu pensioneret fisker og skovhugger. Han arbejdede i sommermånederne fra maj til begyndelsen af oktober som »Haida Watchman« i Koona. Et arbejde han udførte sammen med sin kone, Caroline og deres barnebarn Mandy.

I sommermånederne lever »Haida Watchmen« fem steder i Gwaii Haanas: Koona (på engelsk kaldet Skedans), T’anuu (Tanu), Hlk’yaah (Windy Bay), Gandla K’in (Hotsprings) og Sgan Gwaii (Nistints). De arbejder som vagter, værter og guider.

Weslys barnebarn Mandy, en teenager, boede i sommermånederne sammen med bedsteforældrene i en bjælkehytte uden rindende vand eller elektricitet. Det var den femte sommer, hun tog besøgende med rundt og gav dem et indblik i Koonas tidligere storhed og i haidaernes kultur. Her står en flot samling af totempæle, et prægtigt og stemningsmættet levn fra den engang så blomstrende haida-kultur. En ung pige, der var interesseret i sin egen kultur baggrund og dermed en stor hjælp for sin bedstefar.

Jeg gik imellem træer, totempæle og hustomter i en stilhed, der gjorde det underligt at forestille sig, at der for 150 år siden var en livlig landsby med legede børn. Her var mænd i gang med tilhugningen af en ny totempæl. Laks der hang til tørre. Kvinder i husene som rørte i gryderne ved de store bålsteder, mens røgen forsvandt op gennem hullet i loftet. En landsby med flere hundrede indbyggere.

Hvad der overraskede mig mest var, at det er de færreste nulevende haidaere, der har besøgt Koona eller andre af de gamle landsbyer. Blandt de unge har kun få haft en chance for at besøge deres forfædres hjem.

Mandy Wesly forklarede: »De fleste unge har ingen idé om, hvor de kommer fra, og de fleste har ikke set nogen af de forladte landsbyer«.

Hendes bedstefar var taknemmelig for og stolt af hende: »Hun er ekstraordinær og ambitiøs. Hvis hun ikke var her, var det ikke sikkert, jeg kunne klare det«.

Efter at have tilbragt halvanden time i Koona, lyttet til Charles Wesly fortælle om stedet, haida-nation, om hans liv som fisker, var det nu igen tid til at drage tilbage til Queen Charlotte City...

Ovenstående er første del af kapitel 19 "Mellem rådyr og totempæle", der fortsætter med mere om nordvestkystindianerne og Queen Charlotte Islands.

KLIK HER og køb bogen Canadisk Potlatch til kr. 100 gennem MyPlanet Shop.

Læs resten af kapitel 19 og 23 andre historier fra Canada i min 252 sider bog om Canada: Canadisk Potlatch. Historier og oplevelser fra kyst til kyst. 24 historier om Canada baseret på mine rejseoplevelser.

søndag den 29. november 2009

Enestående natur for få dollars - Kap. 10 af min Canada bog: Canadisk Potlatch

»Through dense primeval forests, muskeg, burnt and fallen timber and along rough and steeply sloping hillsides, a constant flow of travel will demand a broad, well-ballasted motor road… this wonder trail will be world renowned.«
A. O. Wheeler, 1920.

Af sted. Vestpå. Vi blev ikke i Calgary længere tid, end det tog at få vores motorhome udleveret. Køretøjet var lejet hjemmefra. Det stod klar, da vi havde haft den obligatoriske overnatning inden vi kunne få det udleveret.

Vi kørte vest ud af byen. Ad Highway 1 Trans Canada. Vejen, der binder Canada sammen fra øst til vest. Det var sidst på eftermiddagen. Vi kørte mod solen. Det var oplivende. Alene det at være på vej mod nye eventyr gjorde os lykkelige og lettere berusede.

Til at begynde med lignede de første bjerge kun skygger, men som prærielandet gled forbi sidevinduerne, tog bjergene form i forruden. Bjergene blev skarpere i konturerne. Sneen på toppen kunne anes. Først så vi bjergene på distancen. Gradvis var vi i dem. Ingen pludselige overraskelser mens de langsomt slugte os.

Vi havde krydset Bow River to gange på vores vej fra Calgary, kørt gennem Stoney Indian Reserve og tilsluttet os masserne på vej mod Rocky Mountains og Icefields Parkway.

Som den primære landevej gennem de canadiske Rocky Mountains er Trans Canada en aorta for både besøgende til parken og den kommercielle transkontinentale lastbiltrafik. En farlig cocktail af langsomt kørende turister med øjnene på landskabet og lastbiler med en stram tidsplan.

17 kilometer efter vi var kørt ind i Banff National Park, kørte vi forbi Banff. Den ældste og største by i bjergparkerne, og den største by i en nordamerikansk nationalpark. Som en måde at promovere den nye transkontinentale jernbane på byggede Canadian Pacific Railways (CPR) i slutningen af 1800-tallet en række luksushoteller i Rocky Mountains. Et af dem var Banff Spring Hotel på sydsiden af Bow River. På nordsiden af floden skabtes Banff. Byen er opkaldt efter Banffshire i Skotland, hvor præsidenten for CPR George Stephan var født. Banff by er i dag smarte cafeer, souvenirs, designersmarte butikker med outdoorudstyr og fyldt med turister, men stadig en fantastisk og charmerende kulisse i bjergene.

Inden mørket havde opslugt bjergene kørte vi ad Bow Valley Parkway, der fra Banff til Lake Louise løber parallelt med Trans Canada. Denne strækning er kendt for, at dyrelivet står i vejkanten, og vi blev ikke skuffet. Tre kronhjorte af den største slags stod få meter fra vejen og solene sig i den sidste solstråle.

Tusmørket havde sænket sig, da vi ankom til campingpladsen ved Lake Louise, men stadig fornemmede vi en fantastisk setting med bjergene i baggrunden. Næste dag fortsatte vi turen ad verdens smukkeste vejstrækning, Icefields Parkway.

Indtil for 150 år siden var det kun nogle få pelsjægere og områdets oprindelige befolkning, der havde set disse majestætiske bjerge, vandfald og turkisgrønne søer. I dag er de bjergrige nationalparker yderst populær blandt turister og med god grund.

»Teddybear, bjørn, krammedyr, bamse, plys«, lød det fra min femårige datter bagerst i motorhomet. Vi var lige kørt ind på Icefields Parkway mellem Banff og Jasper.

»Ja, det er godt med dig«, tænkte jeg blot - jeg havde ikke set nogen bjørn, men min datter blev ved: »Bear, bear, bear - Winnie, Winnie, Winnie«.

Ihærdig, det var hun. Nu prøvede hun minsandten også på engelsk for at tiltrække sig min opmærksomhed og hentydede til en vis Winnie the Pooh - Peter Plys.

For at få ro, og i det mindste lade tvivlen komme hende til gode, kiggede jeg hurtigt i sidespejlet. Der fik jeg øje på et sort pelslignende væsen i baggrunden. Hun havde søreme ret! En lille sortbjørn var kommet frem. Jeg var kørt lige forbi bamsen. Af lutter benovelse over den storslåede bjergkulisse vi kørte imellem havde jeg ikke set, hvad der gik i vejkanten.

Godt at de friske unge øjne havde opdaget den lille bjørn. Jeg fik hurtigt drejet det 21 fods lange motorhome ind til siden. Jeg fandt kameraet frem samtidig med, at vi stille bakkede tættere på bjørnen, som stadig gik fredeligt i vejkanten, spiste græs og slikkede solskin.

Jeg tog nogle billeder. Enkelte bilister kørte forbi os og undrede sig over, hvad vi havde gang i. De havde ikke set bjørnen. Eller var mere vant til bjørne end os. Jeg tog flere billeder...

Ovenstående er første del af kapitel 10 "Enestående natur for få dollars", der fortsætter med mere om Icefields Parkway og de enestående canadiske Rocky Mountains.

KLIK HER og køb bogen Canadisk Potlatch til kr. 100 gennem MyPlanet Shop.

Læs resten af kapitel 10 og 23 andre historier fra Canada i min 252 sider bog om Canada: Canadisk Potlatch. Historier og oplevelser fra kyst til kyst. 24 historier om Canada baseret på mine rejseoplevelser.

lørdag den 28. november 2009

I kirke med hagesmæk - Kap. 2 af min Canada bog: Canadisk Potlatch

»Old Prince Edward Island is a good place in which to be born - a good place in which to spend a childhood. I can think of none better.«
Lucy Maud Montgomery.

»Far, skal du have hagesmæk på?«, lød det forundret fra min datter Christine, der måbende så på, mens servitricen gav mig hagesmæk på, inden middagen skulle indtages.

»Skal du have hagesmæk på?«, gentog min datter med store øjne, der understregede hendes undren. Hun smilede samtidig, og det understregede det komiske i situationen.

Vi var i den katolske St. Ann’s Kirke i Hope River på Prince Edward Island. En halv times kørsel fra provinshovedstaden Charlottetown. For at besøge kirken var vi en lun sommeraften kørt mod solnedgangen. Gennem det grønne, bølgende bakkelandskab, som øens stolthed, forfatteren Lucy Maud Montgomery, så flot og malende har beskrevet i bøgerne om Anne fra Grønnebakken.

Vi kørte gennem det charmerende landskab på øen med den røde jord og blomstrende lupiner. Modsat det barske landskab på fastlandet. Flere af de små byer, vi kørte igennem, var så små, at de ikke havde butikker eller servicestation. Små flækker med navne som Alaska, Arlington, Albany og Springfield, der må få amerikanske turister til at føle sig hjemme.

På en billboard-tavle stod der: »Stay a few days. You’ve earned it.« Det gjorde vi. Vi skulle på turen også besøge Newfoundland, men færgen blev afbestilt. Vi blev syv ekstra dage på en ø, hvor tiden står stille. Alt. Også trafikken, foregår i et adstadigt tempo, ferietempo og afslappethed.

I stedet for Newfoundland blev det til Cafe Latte på Charlottetowns idylliske havnefront, hvor vi lyttede til maritim folkemusik fremført af Lennie Gallant: »Which way does the river run«. Det får pulsen ned og stemningen op. Øboernes venlighed mod turister synes at komme fra hjertet og ikke pengepungen.

Prince Edward Island har mottoet: »Parva Sub Ingenti« - »den lille under beskyttelse af den store«. Øen ligger som en lille plet i Gulf of St.Lawrence, men i læ af Nova Scotia og New Brunswick. Hovederhvervet på øen har i mange år været fiskeri og dyrkning af kartofler. Prince Edward Island har verdens største produktion af læggekartofler. Turismen spiller en stadig vigtigere rolle. Mange kommer til øen for at besøge stederne, hvor Lucy M. Montgomery (1874-1942) fandt inspiration til at skrive bøgerne om Anne.

På nær nogle få måneder tilbragte Montgomery de første 36 år af sit liv på Prince Edward Island. Øen inspirerede hende til hovedparten af de 23 bøger, 530 noveller og over 500 digte, hun skrev.

Huset på Grønnebakken blev verdensberømt på grund af historien om Anne. Huset var ikke Montgomerys eget, men tilhørte familie med hvem hun tilbragte en del tid. Anne fra Grønnebakken var Lucy M. Montgomerys første roman. Efter udgivelsen i 1908 blev den en stor succes. I 1948 godkendte Historic Sites and Monuments Board of Canada Lucy M. Montgomery som en person af national betydning, og der blev rejst et monument til ære for hende ved Grønnebakken for hendes bidrag til canadisk litteratur.

På Prince Edward Island er det muligt at besøge flere steder med tilknytning til forfatteren og hendes bøger. Steder der har haft betydning for hende og hendes forfatterskab: fødestedet i byen New London, hjemmet i Cavendish, MacNeils hus - Grønnebakken, Campells hus med flere.

På parkeringspladserne ved de forskellige huse bemærkede jeg biler med nummerplader fra Nova Scotia, New Brunswick, Quebec, Ontario, Saskatchewan og så langt væk som British Columbia. Hele Canada var repræsenteret. Fra USA var der en bred vifte af nummerplader. Primært fra New England-området: Maine, Conneticut, Massachusetts, men også fjernere stater som Michigan og Maryland.

Mange japanere finder hvert år vej til Prince Edward Island på en pilgrimsrejse, da Lucy M. Montgomery er obligatorisk engelsklæsning i de japanske skoler. En del af disse oversøiske turister benytter sig af muligheden for at blive gift i Silver Birch i Park Corner, hvor også Lucy Maud Montgomery stod brud.

Mens vi gik rundt i de forskellige huse, hørte vi spørgsmål som »boede Lucy M. Montgomery virkelig her?« eller kommentarer som »det må være her, Anne voksede op«.

I gavebutikken ved Grønnebakken, i Cavendish og på hele øen bugnede det af »Anne-merchandise«. Her var alt turistjunkier kunne drømme om: Køleskabsmagneter, skeer, serviet ringe, salt- og pebersæt, tandstikholdere, marmelade, blomsterfrø med solsikker og lupiner, dækkeservietter, og selvfølgelig bøger og musik. Alt sammen med den lille Anne på. Hun har også i en periode prydet nummerpladerne fra Prince Edward Island, men er nu afløst af Confederation Bridge.

Det kan godt være, at Anne er en opdigtet rødhåret forældreløs pige, men hendes betydning for øen er håndgribelig. Turismen har forandret øen. I årtier har busladninger af japanere oversvømmet Prince Edward Island og sat sit præg. Ikke langt fra Montgomerys hjem er der bygget et Ripley’s Belive It or Not Museum og en rumfærge i 1:1 i The Great Island Science & Adventure Park. Hvad en rumfærge har med Prince Edward Island at gøre, er lige så uklart, som hvorfor Elvis har et museum i Søndervig på den jyske vestkyst.

Øens highway 6 har tiltrukket diverse underholdningsparker. Jeg undrer mig over menneskets medfødte evne, til at opføre disse grimme parker i nærheden af nationale steder og skøn natur. Hvorfor? Penge.
I St. Ann’s kirke får man hagesmæk på.

- o -

»Boil a Tourist. Save a Lobster«.
Set på T-shirt i Charlottetown.

Tilbage til hagesmækken og middagen i kirken. Vi var fire voksne og Christine ved bordet. Til min datters endnu større forundring var det alle vi voksne, servitricen gav hagesmæk på.

»Jeg vil også have en på«, lød det fra den lille fireårige. Og det fik hun selvfølgelig...

Ovenstående er første del af kapitel 2 "I kirke med hagesmæk", der fortsætter med mere om middagen, kirken og Prince Edward Island.

KLIK HER og køb bogen Canadisk Potlatch til kr. 100 gennem MyPlanet Shop.

Læs resten af kapitel 2 og 23 andre historier fra Canada i min 252 sider bog om Canada: Canadisk Potlatch. Historier og oplevelser fra kyst til kyst. 24 historier om Canada baseret på mine rejseoplevelser.

fredag den 27. november 2009

Indledning til min bog: Canadisk Potlatch

»A Canadian is somebody who knows how to make love in a canoe.«
Pierre Berton, 1973.

Canada. Verdens næststørste land. Tusindvis af kilometer. Fra kyst til kyst. Et hav af oplevelser siden den første rejse til Canada i august 1985. Femten rejser er det foreløbigt blevet til, og jeg er langtfra færdig med landet. Mens jeg skriver denne bog, sidder jeg og tænker tilbage på sammenlagt to års rejser og ophold i Canada.

Det første besøg var som en bacille. Nu kan jeg ikke få Canada ud af kroppen. En besættelse har det med at komme uden varsel og som produktet af flere sammenfald og tilfældigheder. I dag er jeg besat af Canada. Det selvom jeg voksede op nær de fynske alper, og først som 23-årig sad i et fly på vej over Atlanten. Nu føler jeg mig privilegeret ved at have fået lov til at rejse, bo og studere i verdens næststørste land. Landet som i mange år har toppet UNESCOs liste over de bedste lande at leve i. Foran Norge og Australien.

Jeg lærte om Nordamerikas vildmark og oprindelige befolkning ved at læse James Fenimore Cooper og ved at se Winnetou på tysk TV i 1970’erne. Så overraskelsen, forbavselsen og nysgerrigheden var stor, da jeg første gang stod øje til øje med en 20 meter høj totempæl på den canadiske vestkyst.

Det nærmeste jeg i årene forinden var kommet landet, var min brors udlængsel og lyst til at udvandre til Canada. En drøm jeg ikke forstod, før jeg satte fod i Vancouver International Airport og så de snedækkede bjergtoppe nord for byen.

Pludselig opdagede jeg, at der var en verden uden for Fyn. En verden jeg ikke havde kendskab til. Det var før Discovery og National Geographic kanalernes tid. En verden, hvor folk boede, levede og opfattede omverdenen på en anden måde end den danske. En skjult verden, et lands historie, folk og landskab åbnede sig for mig. Nu er Canada også en del af min verden.

I dag tilstår jeg gerne, at jeg inden mit første besøg i Canada tilhørte flokken af danskere, der ingen ting vidste om Canada. Jeg abonnerede på den lange liste af fordomme som mange har: kedeligt landskab, uendelige skove, kulturel tilbagestående, isbjørne vandrer rundt i gaderne og alle canadiere går rundt iført skovmandsskjorter. Senere lærte jeg, at det kun er de tyske turister i British Columbia, der gør det. Til gengæld er der så mange af dem, at man tror, det er de lokale. Indtil de åbner munden og altid taler på tysk. Også til fremmede.

Canada er overskygget af landet mod syd, der gør, at Canada fremstår som en del af USA, eller lig USA. Intet kan være mere forkert. Landet oven på USA har en selvstændig profil, der kombinerer det bedste fra USA med det bedste fra Nordeuropa. Det er jo ikke nogen dårlig cocktail.

At rejse er at udforske, prøve grænser af og opleve. For mig er det at rejse lig med at udforske ukendt, opleve nyt og prøve mine grænser af. Både fysisk og mentalt. Ved at være i uvante omgivelser, tale et fremmed sprog og møde det »fremmede« og udforske andre måder at leve på, end jeg var vant til i min fynske andedam.

Skal Canadas historie kort sammenfattes, så kan det gøres med Will Fergusons ord: »Canadisk historie består af tre temaer. Om at holde amerikanerne ude. Fransk-canadierne i kort snor, så de ikke vil løsrives. Så ellers glemme, at der var folk i landet inden europæerne kom.«

Før år 1500 var Canada blevet udforsket og opdaget mindst tre gange. Af de oprindelige folk, der indvandrede 10.000 f. Kr. Af vikingerne omkring år 1000 e. Kr. Og så i 1497 af den italienske søfarer John Cabot. Hvis det virkelig var Newfoundland og ikke den amerikanske østkyst han fandt. Der hersker en del tvivl. Når det gælder Canada, er et er i hvert fald sikkert. I anden halvdel af 2. årtusinde fulgte portugisiske fiskere, franske pelsjægere, engelske handelsfolk, danske nybyggere, kinesiske indvandrede og japanske turister.

I ankomsthallen i lufthavnen i Vancouver findes imponerende kunstværker lavet af områdets oprindelige befolkning. Her en Coast Salish vævevægt.

Canada er et multikulturelt foregangsland. Gary Filmon sammenfatter Canadas multikulturelle historie: »Canada has an Aboriginal past, a bilingual present and a multicultural future.« Det er præcist derfor jeg finder Canada så spændende.

Jeg har gennem tyve år prøvet at skabe mit eget billede af det fantastiske land, de mange kulturer, etniske grupper, enestående og uendelige landskaber. I det følgende forsøger jeg at gengive nogle af indtrykkene fra de mange rejser.

Canada er ikke et nemt land at give et samlet billede af grundet dets størrelse og den mosaik af mennesker, som minder om et kludetæppe i forskellighed. Canada rummer det hele. Oplevelsen af bare én lille sten af denne enorme mosaik er det hele værd.

Reg Davidson silketryk.

»Canadisk Potlatch. Oplevelser og historier fra kyst til kyst i Canada« udforsker flere sider af Canada, alt sammen set med en dansk turists øjne. Hvert kapitel er en historie i sig selv. Jeg vil ikke foregive at have skrevet bogen om Canada, men prøver at give et billede af Canada, canadierne, oplevelsesmulighederne og mine erfaringer. Den er dog kun en mikroskopisk bid af det puslespil, der hedder Canada. Min brik og opfordring skal lyde »Find din egen brik«.
Potlatch betyder »at give« eller »dele ud« på Chinook-jargon. Jeg prøver at give nogle af de mange indtryk af Canada videre, som jeg har oplevet på mine rejser.

Læserne skal tage højde for, at afsnittene er skrevet på forskellige tidspunkter. Enkelte afsnit har tidligere været udgivet i artikelform. Afsnittene skifter mellem en vi og en jeg-fortæller, da de bygger på forskellige ture med forskellige deltagere. Det er mit håb, at denne bog vil give læseren inspiration til at tage på en rejse til Canada. Nu er det din tur. God tur. Men pas på bacillen…

Holstebro, september 2006
Arne Tubæk Naamansen

Ovenstående er indledningen til min 252 sider bog om Canada: Canadisk Potlatch. Historier og oplevelser fra kyst til kyst. 24 historier om Canada baseret på mine rejseoplevelser.

KLIK HER og køb bogen Canadisk Potlatch til kr. 100 gennem MyPlanet Shop.

De 24 kapitler/historier foregår tværs over Canada.
Nedenfor på kortet kan du se hvor i Canada.
Kapitel - Indhold - Side
Kort over Canada - hvor er vi? - side 6-7
Indledning - side 9
1 Her blev Canada født -side 15
2 I kirke med hagesmæk - side 21
3 Ny Skotland - side 27
4 Drømmen om en ny begyndelse - side 37
5 Lige til at opdage - side 43
6 Det beskidte vand - side 55
7 Det står skrevet i sten - side 61
8 Ved foden af bjergene - side 67
9 Fredsparkerne - side 75
10 Enestående natur for få dollars - side 81
11 På sporet af Jordens historie - side 91
12 Over land mod det ukendte - side 97
13 Canadas vilde vesten - side 105
14 På vej gennem British Columbia - side 111
15 Vancouvers by - side 119
16 Vancouvers ø - side 131
17 For enden af grusvejen- side 143
18 Tågeøernes mystik - side 153
19 Mellem rådyr og totempæle -side 175
20 Til giv-væk-fest -side 187
21 Vejen til USAs nord - side 193
22 Vejen til Klondike - side 201
23 På kanten af verden - side 213
24 En moderne guldgraver i Klondike - side 219
Afslutning - side 227
- o -
Lidt om landet - side 231
Tal og fakta - side 241
Vil du vide mere? - side 243

onsdag den 25. november 2009

Mine top 5 campingpladser i Canada

Jeg har valgt mine top 5 motorhome-campingpladser som vi har besøgt på vores familieture rundt i Canada. Valget er 100% subjektiv, men dog alligevel baseret på beliggenhed, pris, natur, faciliteter og vores oplevelser på stedet.

Green Point campingpladsen i Pacific Rim National Park på Vancouver Island, British Columbia.

Kikomun Provincial Park i det sydøstlige British Columbia.

Waterton Town campingpladsen i Waterton Lake National Park, Alberta.

Westbay Marina, Victoria, Vancouver Island, British Columbia.

Wilcox campingpladsen ved Icefield Parkway midtvej mellem Lake Louise og Jasper, Alberta.

Ovenstående er ikke i en prioriteret rækkefølge, men helt tilfældig (alfabetisk).

søndag den 22. november 2009

Kom til minimøde om ferie i motorhome

December måned står for døren og årets sidste minimøder hos MyPlanet om ferie i motorhome i Canada og USA er sat i kalenderen. Jeg holder endnu tre minimøder i 2009. Et i Århus og to i København.

Til minimødet den 1. december i København kan MyPlanet melde fuldt hus, men der er stadig plads til de to andre minimøder, som holdes henholdvis tirsdag den 8. december i Århus og onsdag den 9. december i Købehavn.

På minimøderne fortæller jeg om fordele ved ferie i motorhome og prøver at give tilhørerne nogle værktøjer til at afgøre om de også er til ferie i motorhome eller ferien skal foregår i bil, når turen går til Canada og USA.

Rammerne er givet. Det handler om motorhomeferie og Canada og USA, men indholdet skal tilhørerne være med til at forme. Minimøderne tager to til tre timer afhængig af hvor spørgelysten tilhørerne er.

KLIK HER og læs mere om MyPlanets minimøder om ferie i motorhome i Canada og USA.

Hilsen Arne

søndag den 15. november 2009

Camping: KOA West Yellowstone, Wyoming

KOA campingpladserne er generelt af høj standard. De fleste har swimmingpool og trådløs internet. Vi har boet på en del KOA-pladser og der er foreløbig kun en plads som har skuffet os. Alle andre har været fine pladser og dette gælder bestemt også for KOA West Yellowstone.

I sommeren 2008 besøgte vi Yellowstone nationalparken i Wyoming og boede nogle dage på KOA West Yellowstone, der ligger kun få km for vestporten til nationalparken.

Klik her og se mere om KOA-campingpladser i Canada og USA.


KOA West Yellowstone
Campingpladsen Yellowstone West KOA er i KOA-kataloget opført under Wyoming, men ligger faktisk i Montana. Campingpladsen ligger lige ved West Yellowstone nationalparken og ikke langt fra grænsen til Wyoming.

KOA West Yellowstone har pladser med op til 50 amp, kabel-TV, el, vand og afløb. På campingpladsen er der pavillion/mødelokaler, det er muligt købe propangas, der er gratis trådløs internet, campingkøkken, swimmingpool, hot tub/sauna, man kan spille minigolf (koster nogle få dollars) og leje trehjulede cykler. Der er også en isbar, morgen- og aftensmads BBQ udendørs restaurant og en fin lille butik, hvor man også kan købe brænde til bålet.

Klik her for at se mere om KOA West Yellowstone og for at bestille en plads.

I juli 2008 betalte vi (familie på fire) 60 $ for en plads til vores motorhome og af faciliteter havde vi el og vand.


Vis KOA West Yellowstone på et større kort

onsdag den 11. november 2009

Hvornår er det bedst at rejse til Canada

Hvornår er det bedste tidspunkt at besøge Canada?
Sommersæsonen er relativ kort i Canada og specielt i det vestlige Canada og bjergene. Fra slutningen af maj til oktober er Canada bedst. De mest populære måneder er juli og august. Vejret er godt, temperaturen høj og alle attraktioner er åbne. Personligt foretrækker jeg slutningen af august og september måned. Naturen er altid åben.

Specielt slutningen af september med de begyndende gule efterårsfarver er smuk, hvis der også er krydret med lidt nyfalden sne på toppen af bjergene, så er der en bedårende gul-hvid kontrast.

Kananaskis-området i det sydvestlige Alberta og en del af Rocky Mountains.

September er også en god måned fordi de fleste turister er taget hjem, luften er frisk og kølig, dagene lune, men nætterne kølige. Perfekt vejr til at vandre i Rocky Mountains og bo i motorhome, så man ikke skal sove på jorden i et telt.

Jeg står ved Lake O'Hara i 2.200 meters højde i slutningen af september. Se flere billeder og læs mere om min septembertur til det vestlige Canada på bloggen: www.canadarejsen.dk

Forleden læste jeg nedenstående:
"The air is still: this is the time of year when the wind goes to sleep, and though its sleep is fitful, though it may come sleepwalking up the valley at any time, often it will not really wake up until the end of October. So I love this September snow, because it will be followed by an Indian Summer, a month of warm, clear days and sparkling cool nights.
... Yet there is nowhere on earth I would rather be ... among the peaks and high up in the backcountry of Banff Park and Jasper..."

Uddrag fra bogen Switchbacks af Sid Marty.

Hvis jeg ikke var ramt af skolesøgende børn, så tog vi altid på familie-motorhome-ferie til det vestlige Canada i september måned. Der er ikke noget smukkere sted og det sted jeg også helst vil være i september. Det er et rigtigt godt tidspunkt at besøge verdens næststørste land og få den enestående natur helt ind under huden.

mandag den 9. november 2009

Camping: Westbay, Victoria, British Columbia

Det bliver ikke meget bedre. Lige ned til vandet og med udsigt til centrum af Victoria ligger Westbay Marine RV Park på sydspidsen af Vancouver Island.



Pladserne er ikke store og de parkerede motorhomes holder tæt ved hinanden, men det kompenserers så rigeligt af pladsens gode beliggenhed ved havnen i Victoria og kun en kort sejltur fra centrum. Harbour Ferries har stop ved Westbay Marine Village, Fishermans Wharf og Empress Hotel. Vandflyverne der lander i havnen flyver ofte hen over campingpladsen.

Pladsen har alle nødvendige faciliteter og en overnatning på Westbay Marina koster fra $30 til $45.
Vi overnattede på Westbay Marine RV Park medio juni og havde bestilt tre måneder før. Vi fik de sidste to ledige pladser (5+6). RV-pladsen er meget populær, så det anbefales at reservere plads i juni, juli, august og september.


Vis westbay marina på et større kort

Klik her og læs mere om Westbay Marine Village RV Park og for at bestille plads.

søndag den 8. november 2009

Camping: KOA, Salt Lake City, Utah

Ingen spil, ingen øl og vin og ingen kaffe. Det er hverdag og hele livet for mormonerne. Og der findes også kun få cafeer i Salt Lake City. Her er der ikke Starbucks Coffee Shop på hvert gadehjørne, som det ellers er tilfældet i resten af USA.

Vi havde valgt at besøge mormonernes højborg Salt Lake City, der er et historisk spændende sted og byen var også været for vinter-Ol i 2002 og det præger stadig byen.

Man kommer ikke tættere på centrum af Salt Lake City end ved at bo på KOA-pladsen i det vestlige del af byen. Meget fin plads med swimmingpool.

På KOA-pladsen er der RV (motorhome) pladser og telt pladser samt hytter. Max længde for en "pull through"-plads er 80 feet - 24 meter. Max 50 Amp, kabel-TV, pavillion/møderum, LP Gas (propan), gratis trådløs netværk, snack bar, restaurant, swimmingpool (ultimo maj til primo september) og hot tub/sauna.

Det kostede os 55 dollars pr. nat for vores 25 fods motorhome inkl. fire personer og full hook-ups (el-vand-afløb).


Vis KOA Salt Lake City på et større kort

GPS koordinater for KOA Salt Lake City N40 46.327' W111 55.940'

mandag den 2. november 2009

Camping: Arches National Park, Utah

Arches National Park i det østlige Utah, ikke langt fra grænsen til Rocky Mountains-bjergene i Colorado, er en af de smukkeste parker i USA. Mere end 2.000 stenbuer pryder parkens golde røde landskaber, herunder den store flotte Delicate Arch, der står som et omvendt U på den røde klippegrund.

Inde i parken ligger en af USA bedste natur-campingpladser uden faciliteter, men med den allerbedste beliggenhed.

Nattemperaturen i Arches National Park er i juli og august tropisk og det er bestemt en overvejelse værd om man skal vælge at overnatte på eksempelvis på KOA-pladsen ved Moab lige uden for nationalparken. På KOA er det muligt at få strøm og have air-condition kørende hele natten.
Vi have valgt at bo på Devils Garden Campground i parken uden strøm. Det blev varmt, rigtigt varmt, men vi fortrød ikke vores beslutning selvom vi på grund af varmen kun fik sovet få timer den nat. Det var det hele værd.

Det bedste udsigt vi har haft på en tur gennem USA. Campingpladsen i Arches nationalparken ligger smukt mellem de røde kampesten og rød jord.

Devils Garden Campground har 52 pladser, hvoraf de 28 kan reserveres i forvejen. Resten fordeles efter først til mølle. I sommermånederne plejer pladserne at være væk fra morgenstunden. Hvis det er muligt, så bestil en plads.

Faciliterne inkluderer drikbart vand, picnic borde, bålsteder, tørkloset og skylletoiletter, men der er ingen brusere. Det koster 20 $ pr. plads for en nat.


Vis Arches NP på et større kort