Årets mest besøgte sider var

motorhomeblog.dk har nu 110 indlæg og i 2009 var de fem mest populære sider:

1) Hvordan er Cruise vognene?
http://www.motorhomeblog.blogspot.com/2008/01/cruise-america-canada-vogn-strrelse.html

2) Find de aktuelle benzinpriser i Canada og USA
http://www.motorhomeblog.blogspot.com/2008/12/find-de-aktuelle-benzinpriser-i-canada.html

3) Hvor kan turen begynde?
http://www.motorhomeblog.blogspot.com/2008/12/hvor-kan-turen-begynde.html

4) Priser og rabatter på leje af Cruise motorhome i Canada og USA
http://www.motorhomeblog.blogspot.com/2008/12/priser-og-rabatter-p-leje-af-cruise.html

5) KOA campingpladser i Canada og USA
http://www.motorhomeblog.blogspot.com/2008/03/koa-camping-usa-canada.html

Canada: 3 generationer på motorhomeferie

I sommeren 2009 havde vi igen valgt at holde ferie i Canada og igen skulle det meste af tiden tilbringes i motorhome. Canada rejsen bestod dette år af flere del-ture. Storby, bil, motorhome og tre genertioner var de stikord ferien var delt op i.

Tre generationer: Deltagerne på turen var et par unger på 6 og 8 år, et par forældre i 40'erne og et par bedsteforældre i 60'erne.

Vi rejste fra Danmark grundlovsdag den 5. juni og vi var tre generationer i første del af ferien = 1+2a+2b.
1) De første fem dage tilbragte vi i Vancouver, hvor vi boede i to hotel-lejligheder og havde lejet en bil (Chevy Surburban) med plads til os alle seks.
2a + 2b) Efter Vancouver havde vi lejet to motorhomes (Et fra Cruise Canada og et fra Go West) og fulgtes ad de næste 23 dage. Først gik turen til Vancovuer Island (2a), herefter rundt på fastlandet fra Vancouver til Calgary (2b).
3) Mine svigerforældre rejste hjem fra Calgary, mens vi fortsatte flere dage i bjergene i motorhome.
4) Vi afleverede motorhomet i Calgary og fik en bil og kørte tilbage til Vancouver.

Del 2a: Ruten på Vancouver Island

Vis stort kort
Vi sejlede fra Vancouver/Tsawassen til (A) Swartz Bay - (B) Victoria - (C) Parksville - (D) Tofino + Pacific Rim National Park - (E) Parksville - (F) Nanaimo, hvorfra vi sejlede til Horseshoe Bay/North Vancouver.

Del 2b: Ruten på fastlandet af British Columbia

Vis stort kort
(A) Horseshoe Bay / North Vancouver - (B) Alice Lake Provincial Park - (C) Whistler / Nairns Falls Provincial Park - (D) Green Lake Provincial Park - (E) Clearwater - (F) Mount Robson Provincial Park - (G) Jasper - (H) Wilcox / Columbia Icefield - (I) Lake Louise - (J) Banff - (K) Golden - (L) Radium Hot Springs - (M) Kikomun Provincial Park - (N) Waterton Lake National Park - (O) Fort McLeod - (P) Edmonton - (Q) Calgary.

Klik her og læs bloggen fra vores motorhomerejse til Canada.

Det var en fantastisk Canada-tur som jeg ser tilbage på med stor glæde og en gennemgående dominerende tanke: Bare vi kunne gøre det igen.

Camping i USA app til iphone eller itouch

Hvilke apps til iphone og itouch kan være med til at ferien lettere/sjovere/bedre?

Bud: Hvor kan du campere i USA? - app til iphone eller itouch kunne være et godt bud på en sådan app, der kan gøre ferien lidt lettere. Campwhere er en application, der giver information om mere end 7.500 offentlige campingpladser i alle 50 amerikanske stater, hvor der er mere end fem pladser og hvor det er muligt at køre til.

Der er både nationale, statslige og lokale campingpladser. Alle er placeret på kort plus der er geo-lokation, m.o.h., og info om faciliteter.

Campwhere har inkluderet campingpladser i nationalparker, nationale skove, statsparker, statslige rekreative områder, TVA, bureau of land management plus amts- og kommunale pladser med flere.


Der er længde- og breddegrader, link til google maps, tlf., og interaktive kort når der er online forbindelse.

Klik her og gå direkte til CampWhere app i Itunes-butikken - pris 24 kr.

USA | Gratis wi-fi/internet hos McDonald's

Godt nyt til USA-rejsende, der ikke kan undvære den bærbare og internettet. McDonald's tilbyder fra midt-januar 2010 gratis Wi-Fi Internet adgang.

McDonald's restauranterne bliver en af USA største udbyder af gratis internet. Mere end 11.000 af de 13.000 restauranter vil tilbyde den ekstra service til de besøgende. McDonald's bliver et endnu mere road trip-venligt stop for kør-selv-glade gæster fra hele verden. Nu mangler vi bare at kaffe-kæden Starbuck's følger efter.

Årets rejsegadgets - bud på top 5

Fem rejsegadgets som kunne være rare at have under juletræet. Gadgets som kan være med til at gøre næste års rejse til en større oplevelse og måske også gøre turen kortere for ungerne.

1) Nintendo DS eller DSi. Lille nem spillemaskine som med et Mario-spil giver mange stille timer, hvis familien skal på kør-selv-tur.

2) Fremtiden er blevet nutid. Vuzix iWear briller som kan tilsluttes en DVD afspiller og gør det muligt at se film inde i brillen - stor skærm helt tæt.

3) Miniature video kamera. Nemt at have med og fanger de levende oplevelser, mens de udspilles.

4) Ipod nano eller Ipod touch. Film, video og spil lige ved hånden hele tiden. Download afsnit af Lille nørd og Store nørd og andre af børnenes ynglingsserier fra DR-TV og tag dem med på farten.

5) Undervandskamera, så oplevelserne fra det våde element også kan gemmes for evigt.

Bog: Canadisk Potlatch

Potlatch betyder at give og betegner oftest en fest med taler, sange og danse. Der kan være flere grunde til at Haida-folket holder en potlatch. Det kan dreje sig om modtagelsen af navn og privilegier på høvdingeniveau,som den mest prominente form for potlatch. Det kan være rejsningen af en totempæl, retten til fiskeområder, retten til at synge bestemte religiøse sange, eller det kan dreje sig om, at værten ved at afholde en potlatch renser familien for en skam. I forbindelse med bryllupper og begravelser bliver der også afholdt potlatch.

Pointen i en potlatch er altid, at man som gæst, ved at modtage de gaver, værten giver, accepterer værtens anliggende. Man får gaverne for at yde den service, det er at være vidne til begivenheden. Tager vi ikke alt med, er det lig med ikke at acceptere værtens krav.

Læs de 24 historier fra Canada i min 252 sider bog om Canada: Canadisk Potlatch. Historier og oplevelser fra kyst til kyst. 24 historier om Canada baseret på mine rejseoplevelser.

KLIK HER og køb bogen Canadisk Potlatch til kr. 100 gennem MyPlanet Shop.

Mellem rådyr og totempæle - Kap. 19 af min bog: Canadisk Potlatch

»They were in a long straggling row the entire length of the bay and pointed this way and that, but no matter how drunken their tilt, the Haida poles never lost their dignity. They looked sadder, perhaps, when they bowed forward, and more stern when they tipped back. They were bleached to a pinkish silver colour and cracked by the sun, but nothing could make them mean or poor, because the Indians had put strong thought into them and believed sincerely in what they were trying to express.«
Emily Carr, Klee Wyck, 1941.

Jeg havde en drøm. Jeg har altid haft en drøm. Lige siden mine drengeår har jeg haft en drøm om at besøge »rigtige indianere«. Dem med totempæle. Som voksen fik jeg endelig muligheden.

Jeg kom til øgruppen Haida Gwaii ud for den canadiske vestkyst. Her ville jeg besøge de gamle forladte landsbyer med totempæle. Efter jeg havde ventet et par dage i Queen Charlotte City på grund af dårligt vejr gik turen til Koona. En forladt landsby på østsiden af Louise Island og derfor meget udsat for blæst. Ofte er det umuligt for vandflyverne at lande i nærheden af landsbyen.

Da jeg var klar til at tage af sted, ændrede vinden pludselig retning, og turen måtte igen aflyses. Jeg skulle igen væbne mig med tålmodighed. Lokalbefolkningen lever efter »haida time«, hvilket i store træk vil sige, at ting sker, når de sker. Aldrig før, ofte senere. Jeg var den eneste, der ventede utålmodigt på at skulle af sted.

Indtil midten af 1880’erne, hvor landsbyen blev forladt, var Koona et livligt sted. Derefter forfaldt husene. Skoven groede ind over resterne af landsbyen. Det fik træerne lov til indtil 1971, hvor der blev bygget en skovarbejderlejr ved landsbyen og en vej gennem landsbyen. Over 80 års stilhed blev brudt af lyden fra tunge maskiner.

Selvom Koona i dag er det mest populære sted at besøge i Gwaii Haanas nationalparken, kommer der hvert år kun 1.500 besøgende til disse fantastiske omgivelser. Det er kun muligt at komme dertil med enten vandflyver, båd eller kajak. Det er meget populært at padle i kajak rundt på østsiden af Haida Gwaii. Det kan dog kun anbefales for folk med meget erfaring, da havet omkring øerne er meget farligt.

Et billede af Koona taget for Canadian Geological Survey i 1878, ca. ti år før landsbyen blev forladt, viser 56 totempæle og 27 huse. Næsten 30 år senere besøgte Emily Carr, British Columbias kendte maler og forfatter, Koona og registrerede totempælene i ord og billede. Hun noterede: »Lige meget hvor skævt de står, haida totempæle taber aldrig deres værdighed«.

Uanset hvad Hollywood-westerns i tidens løb har forsøgt at bilde os ind, er nordvestkystfolkene de eneste, som traditionelt lavede totempæle. Det er muligt at forstå betydningen af disse imponerende monumenter, som alle fortæller deres egen historie. Der var ikke tale om tilbedelse af totempælene, som ellers var den udbredte holdning blandt europæiske missionærer i slutningen af 1800-tallet. Totempælenes betydning er en form for skriftsprog. Det handler om at sende signaler til andre. Det kan være om husets høvding, hvis den står som indgangstotempæl til et hus, eller en begavelsestotempæl for en afdød høvding. Sådan har totempælene forskellige betydninger.

Sgan Gwaii.

Figurer, som er udskåret på pælene, er ofte dyr, som har betydning for den enkelte person eller familien. Der findes mange restriktioner omkring udformningen af totempæle. Ikke alle har tilladelse til at bruge f.eks. bjørnen. Totempæle opføres stadig, så der er tale om en levende tradition, som også har udviklet sig til en kunstform.

En totempæls tilblivelse var aldrig tilfældig, men udsprang af en bestemt hændelse, som fandt sted. En persons avancement i stammens hierarki, bygningen af et hus, en prominent persons død eller i sjældnere tilfælde til minde om en bestemt begivenhed.

Forskellige typer af totempæle udsendte forskellige signaler til betragteren. En totempæl i en husgavl skulle fortælle noget om den status, de personer, der levede i huset, havde, og hvilke »crests« de tilhørte. Mindetotempæle fortalte noget om den afdøde. Da man ikke havde noget skriftsprog, var totempælen en mulighed for at udsende signaler, både om levende og døde i landsbyen. Signaler som fremmede forstod. Totempæle blev også anvendt inde i husene som husstolper, og de blev anvendt som velkomstfigurer.

Ceremonierne i forbindelse med rejsningen af en totempæl var meget vigtige for den familie, som fik totempælen rejst. Oftest var pælene udført i rødt cedertræ. Hvis det var en haida-totempæl, så var de væsentlige træk ved pælen fremhævet ved hjælp af farver. Når farverne med tiden forsvandt, forsøgte man ikke at male pælen op, men lod den naturlige nedbrydningsproces gå sin gang. Totempælene var et internt kommunikationsmiddel. De var ikke ment for senere generationers udforskning.

Det første vidnesbyrd om totempæle på nordvestkysten er fra 1788, hvor kaptajn Meares skriver om nogle træskulpturer, han har set på Haida Gwaii. Den tidligste illustration der findes, er en tegning i Bartletts skibsjournal fra 1791. Tegningen viser en haida indgangstotempæl til et hus. Kaptajn James Cook nævner i 1778 ikke noget om totempæle blandt Nuu-chah-Nulth-folket på Vancouver Islands vestkyst, men kunstneren John Webber, som var med på Cooks skib, har tegnet to totempæle eller udsmykkede tagbærende stolper i et hus.

Kaptajn Johan Adrian Jacobsen, der rejste langs den canadiske vestkyst fra 1881 til 1883, skrev følgende fra rejsen. »I Almindelighed bestaar en Landsby af 4 til 12 Huse, … Hos Quakulterne og nordenfor dem hos alle Indianerstammer finder man næsten ved hvert Hus en saakaldt Vaabenstolpe, d.v.s. en udskaaren Pæl, som bestaar af et eneste stykke og undertiden kan være indtil 60 Fod høi«.

I 1954 ankom en »redningsaktion« til Koona, hvor flere totempæle blev fjernet og senere udstillet på diverse museer. Efter at have været i de forladte landsbyer og set totempæle i deres naturlige omgivelser, så virker placeringen af totempæle i cementbygninger med store glasfacader på mig helt grotesk. Hvordan man ellers bevarer totempælene og dermed kulturhistorien er et problem. Men skal den bevares? Ikke hvis du spørger haidaerne.

Traditionelt var en totempæl udskåret, opstillet og forsvundet igen med naturens hjælp i løbet af 50 år. Totempælen var en del af en levende kultur. Ved redningsaktionen fjernede man primært totempæle i forbindelse med huskonstruktioner, mens totempæle i forbindelse med grave ikke blev rørt. I dag står kun totempæle opført som gravmonumenter tilbage og giver et forkert billede af landsbyens oprindelige udseende i midten af 1800-tallet.

Endelig kom jeg af sted. Vi var tre, der fløj fra Queen Charlotte City til Koona med South Moresby Air. Selskabets ejer Marvin var vores pilot på denne tur. Han havde tidligere arbejdet for »Canadian Fisheries«. De seneste ti år havde han haft et lille charterselskab med to fire-personers fly. De fleste jobs var transporter for de store skovbrugsfirmaer, men i sommerperioden var der tid til lidt turistcharter. Koona, på engelsk Skedan, er opkaldt efter landsbyens sidste høvding Skedans. Den forladte landsby ligger kun 20 minutters flyvning fra Queen Charlotte City.

Efter vi var landet ved Koona sprang vi fra pontonflyet og ind på sandstranden. Her blev vi mødt af en ældre herre, midt i 70’erne. Det var Charlie Wesly, haida, nu pensioneret fisker og skovhugger. Han arbejdede i sommermånederne fra maj til begyndelsen af oktober som »Haida Watchman« i Koona. Et arbejde han udførte sammen med sin kone, Caroline og deres barnebarn Mandy.

I sommermånederne lever »Haida Watchmen« fem steder i Gwaii Haanas: Koona (på engelsk kaldet Skedans), T’anuu (Tanu), Hlk’yaah (Windy Bay), Gandla K’in (Hotsprings) og Sgan Gwaii (Nistints). De arbejder som vagter, værter og guider.

Weslys barnebarn Mandy, en teenager, boede i sommermånederne sammen med bedsteforældrene i en bjælkehytte uden rindende vand eller elektricitet. Det var den femte sommer, hun tog besøgende med rundt og gav dem et indblik i Koonas tidligere storhed og i haidaernes kultur. Her står en flot samling af totempæle, et prægtigt og stemningsmættet levn fra den engang så blomstrende haida-kultur. En ung pige, der var interesseret i sin egen kultur baggrund og dermed en stor hjælp for sin bedstefar.

Jeg gik imellem træer, totempæle og hustomter i en stilhed, der gjorde det underligt at forestille sig, at der for 150 år siden var en livlig landsby med legede børn. Her var mænd i gang med tilhugningen af en ny totempæl. Laks der hang til tørre. Kvinder i husene som rørte i gryderne ved de store bålsteder, mens røgen forsvandt op gennem hullet i loftet. En landsby med flere hundrede indbyggere.

Hvad der overraskede mig mest var, at det er de færreste nulevende haidaere, der har besøgt Koona eller andre af de gamle landsbyer. Blandt de unge har kun få haft en chance for at besøge deres forfædres hjem.

Mandy Wesly forklarede: »De fleste unge har ingen idé om, hvor de kommer fra, og de fleste har ikke set nogen af de forladte landsbyer«.

Hendes bedstefar var taknemmelig for og stolt af hende: »Hun er ekstraordinær og ambitiøs. Hvis hun ikke var her, var det ikke sikkert, jeg kunne klare det«.

Efter at have tilbragt halvanden time i Koona, lyttet til Charles Wesly fortælle om stedet, haida-nation, om hans liv som fisker, var det nu igen tid til at drage tilbage til Queen Charlotte City...

Ovenstående er første del af kapitel 19 "Mellem rådyr og totempæle", der fortsætter med mere om nordvestkystindianerne og Queen Charlotte Islands.

KLIK HER og køb bogen Canadisk Potlatch til kr. 100 gennem MyPlanet Shop.

Læs resten af kapitel 19 og 23 andre historier fra Canada i min 252 sider bog om Canada: Canadisk Potlatch. Historier og oplevelser fra kyst til kyst. 24 historier om Canada baseret på mine rejseoplevelser.

Enestående natur for få dollars - Kap. 10 af min Canada bog: Canadisk Potlatch

»Through dense primeval forests, muskeg, burnt and fallen timber and along rough and steeply sloping hillsides, a constant flow of travel will demand a broad, well-ballasted motor road… this wonder trail will be world renowned.«
A. O. Wheeler, 1920.

Af sted. Vestpå. Vi blev ikke i Calgary længere tid, end det tog at få vores motorhome udleveret. Køretøjet var lejet hjemmefra. Det stod klar, da vi havde haft den obligatoriske overnatning inden vi kunne få det udleveret.

Vi kørte vest ud af byen. Ad Highway 1 Trans Canada. Vejen, der binder Canada sammen fra øst til vest. Det var sidst på eftermiddagen. Vi kørte mod solen. Det var oplivende. Alene det at være på vej mod nye eventyr gjorde os lykkelige og lettere berusede.

Til at begynde med lignede de første bjerge kun skygger, men som prærielandet gled forbi sidevinduerne, tog bjergene form i forruden. Bjergene blev skarpere i konturerne. Sneen på toppen kunne anes. Først så vi bjergene på distancen. Gradvis var vi i dem. Ingen pludselige overraskelser mens de langsomt slugte os.

Vi havde krydset Bow River to gange på vores vej fra Calgary, kørt gennem Stoney Indian Reserve og tilsluttet os masserne på vej mod Rocky Mountains og Icefields Parkway.

Som den primære landevej gennem de canadiske Rocky Mountains er Trans Canada en aorta for både besøgende til parken og den kommercielle transkontinentale lastbiltrafik. En farlig cocktail af langsomt kørende turister med øjnene på landskabet og lastbiler med en stram tidsplan.

17 kilometer efter vi var kørt ind i Banff National Park, kørte vi forbi Banff. Den ældste og største by i bjergparkerne, og den største by i en nordamerikansk nationalpark. Som en måde at promovere den nye transkontinentale jernbane på byggede Canadian Pacific Railways (CPR) i slutningen af 1800-tallet en række luksushoteller i Rocky Mountains. Et af dem var Banff Spring Hotel på sydsiden af Bow River. På nordsiden af floden skabtes Banff. Byen er opkaldt efter Banffshire i Skotland, hvor præsidenten for CPR George Stephan var født. Banff by er i dag smarte cafeer, souvenirs, designersmarte butikker med outdoorudstyr og fyldt med turister, men stadig en fantastisk og charmerende kulisse i bjergene.

Inden mørket havde opslugt bjergene kørte vi ad Bow Valley Parkway, der fra Banff til Lake Louise løber parallelt med Trans Canada. Denne strækning er kendt for, at dyrelivet står i vejkanten, og vi blev ikke skuffet. Tre kronhjorte af den største slags stod få meter fra vejen og solene sig i den sidste solstråle.

Tusmørket havde sænket sig, da vi ankom til campingpladsen ved Lake Louise, men stadig fornemmede vi en fantastisk setting med bjergene i baggrunden. Næste dag fortsatte vi turen ad verdens smukkeste vejstrækning, Icefields Parkway.

Indtil for 150 år siden var det kun nogle få pelsjægere og områdets oprindelige befolkning, der havde set disse majestætiske bjerge, vandfald og turkisgrønne søer. I dag er de bjergrige nationalparker yderst populær blandt turister og med god grund.

»Teddybear, bjørn, krammedyr, bamse, plys«, lød det fra min femårige datter bagerst i motorhomet. Vi var lige kørt ind på Icefields Parkway mellem Banff og Jasper.

»Ja, det er godt med dig«, tænkte jeg blot - jeg havde ikke set nogen bjørn, men min datter blev ved: »Bear, bear, bear - Winnie, Winnie, Winnie«.

Ihærdig, det var hun. Nu prøvede hun minsandten også på engelsk for at tiltrække sig min opmærksomhed og hentydede til en vis Winnie the Pooh - Peter Plys.

For at få ro, og i det mindste lade tvivlen komme hende til gode, kiggede jeg hurtigt i sidespejlet. Der fik jeg øje på et sort pelslignende væsen i baggrunden. Hun havde søreme ret! En lille sortbjørn var kommet frem. Jeg var kørt lige forbi bamsen. Af lutter benovelse over den storslåede bjergkulisse vi kørte imellem havde jeg ikke set, hvad der gik i vejkanten.

Godt at de friske unge øjne havde opdaget den lille bjørn. Jeg fik hurtigt drejet det 21 fods lange motorhome ind til siden. Jeg fandt kameraet frem samtidig med, at vi stille bakkede tættere på bjørnen, som stadig gik fredeligt i vejkanten, spiste græs og slikkede solskin.

Jeg tog nogle billeder. Enkelte bilister kørte forbi os og undrede sig over, hvad vi havde gang i. De havde ikke set bjørnen. Eller var mere vant til bjørne end os. Jeg tog flere billeder...

Ovenstående er første del af kapitel 10 "Enestående natur for få dollars", der fortsætter med mere om Icefields Parkway og de enestående canadiske Rocky Mountains.

KLIK HER og køb bogen Canadisk Potlatch til kr. 100 gennem MyPlanet Shop.

Læs resten af kapitel 10 og 23 andre historier fra Canada i min 252 sider bog om Canada: Canadisk Potlatch. Historier og oplevelser fra kyst til kyst. 24 historier om Canada baseret på mine rejseoplevelser.

I kirke med hagesmæk - Kap. 2 af min Canada bog: Canadisk Potlatch

»Old Prince Edward Island is a good place in which to be born - a good place in which to spend a childhood. I can think of none better.«
Lucy Maud Montgomery.

»Far, skal du have hagesmæk på?«, lød det forundret fra min datter Christine, der måbende så på, mens servitricen gav mig hagesmæk på, inden middagen skulle indtages.

»Skal du have hagesmæk på?«, gentog min datter med store øjne, der understregede hendes undren. Hun smilede samtidig, og det understregede det komiske i situationen.

Vi var i den katolske St. Ann’s Kirke i Hope River på Prince Edward Island. En halv times kørsel fra provinshovedstaden Charlottetown. For at besøge kirken var vi en lun sommeraften kørt mod solnedgangen. Gennem det grønne, bølgende bakkelandskab, som øens stolthed, forfatteren Lucy Maud Montgomery, så flot og malende har beskrevet i bøgerne om Anne fra Grønnebakken.

Vi kørte gennem det charmerende landskab på øen med den røde jord og blomstrende lupiner. Modsat det barske landskab på fastlandet. Flere af de små byer, vi kørte igennem, var så små, at de ikke havde butikker eller servicestation. Små flækker med navne som Alaska, Arlington, Albany og Springfield, der må få amerikanske turister til at føle sig hjemme.

På en billboard-tavle stod der: »Stay a few days. You’ve earned it.« Det gjorde vi. Vi skulle på turen også besøge Newfoundland, men færgen blev afbestilt. Vi blev syv ekstra dage på en ø, hvor tiden står stille. Alt. Også trafikken, foregår i et adstadigt tempo, ferietempo og afslappethed.

I stedet for Newfoundland blev det til Cafe Latte på Charlottetowns idylliske havnefront, hvor vi lyttede til maritim folkemusik fremført af Lennie Gallant: »Which way does the river run«. Det får pulsen ned og stemningen op. Øboernes venlighed mod turister synes at komme fra hjertet og ikke pengepungen.

Prince Edward Island har mottoet: »Parva Sub Ingenti« - »den lille under beskyttelse af den store«. Øen ligger som en lille plet i Gulf of St.Lawrence, men i læ af Nova Scotia og New Brunswick. Hovederhvervet på øen har i mange år været fiskeri og dyrkning af kartofler. Prince Edward Island har verdens største produktion af læggekartofler. Turismen spiller en stadig vigtigere rolle. Mange kommer til øen for at besøge stederne, hvor Lucy M. Montgomery (1874-1942) fandt inspiration til at skrive bøgerne om Anne.

På nær nogle få måneder tilbragte Montgomery de første 36 år af sit liv på Prince Edward Island. Øen inspirerede hende til hovedparten af de 23 bøger, 530 noveller og over 500 digte, hun skrev.

Huset på Grønnebakken blev verdensberømt på grund af historien om Anne. Huset var ikke Montgomerys eget, men tilhørte familie med hvem hun tilbragte en del tid. Anne fra Grønnebakken var Lucy M. Montgomerys første roman. Efter udgivelsen i 1908 blev den en stor succes. I 1948 godkendte Historic Sites and Monuments Board of Canada Lucy M. Montgomery som en person af national betydning, og der blev rejst et monument til ære for hende ved Grønnebakken for hendes bidrag til canadisk litteratur.

På Prince Edward Island er det muligt at besøge flere steder med tilknytning til forfatteren og hendes bøger. Steder der har haft betydning for hende og hendes forfatterskab: fødestedet i byen New London, hjemmet i Cavendish, MacNeils hus - Grønnebakken, Campells hus med flere.

På parkeringspladserne ved de forskellige huse bemærkede jeg biler med nummerplader fra Nova Scotia, New Brunswick, Quebec, Ontario, Saskatchewan og så langt væk som British Columbia. Hele Canada var repræsenteret. Fra USA var der en bred vifte af nummerplader. Primært fra New England-området: Maine, Conneticut, Massachusetts, men også fjernere stater som Michigan og Maryland.

Mange japanere finder hvert år vej til Prince Edward Island på en pilgrimsrejse, da Lucy M. Montgomery er obligatorisk engelsklæsning i de japanske skoler. En del af disse oversøiske turister benytter sig af muligheden for at blive gift i Silver Birch i Park Corner, hvor også Lucy Maud Montgomery stod brud.

Mens vi gik rundt i de forskellige huse, hørte vi spørgsmål som »boede Lucy M. Montgomery virkelig her?« eller kommentarer som »det må være her, Anne voksede op«.

I gavebutikken ved Grønnebakken, i Cavendish og på hele øen bugnede det af »Anne-merchandise«. Her var alt turistjunkier kunne drømme om: Køleskabsmagneter, skeer, serviet ringe, salt- og pebersæt, tandstikholdere, marmelade, blomsterfrø med solsikker og lupiner, dækkeservietter, og selvfølgelig bøger og musik. Alt sammen med den lille Anne på. Hun har også i en periode prydet nummerpladerne fra Prince Edward Island, men er nu afløst af Confederation Bridge.

Det kan godt være, at Anne er en opdigtet rødhåret forældreløs pige, men hendes betydning for øen er håndgribelig. Turismen har forandret øen. I årtier har busladninger af japanere oversvømmet Prince Edward Island og sat sit præg. Ikke langt fra Montgomerys hjem er der bygget et Ripley’s Belive It or Not Museum og en rumfærge i 1:1 i The Great Island Science & Adventure Park. Hvad en rumfærge har med Prince Edward Island at gøre, er lige så uklart, som hvorfor Elvis har et museum i Søndervig på den jyske vestkyst.

Øens highway 6 har tiltrukket diverse underholdningsparker. Jeg undrer mig over menneskets medfødte evne, til at opføre disse grimme parker i nærheden af nationale steder og skøn natur. Hvorfor? Penge.

I St. Ann’s kirke får man hagesmæk på.

- o -

»Boil a Tourist. Save a Lobster«.
Set på T-shirt i Charlottetown.

Tilbage til hagesmækken og middagen i kirken. Vi var fire voksne og Christine ved bordet. Til min datters endnu større forundring var det alle vi voksne, servitricen gav hagesmæk på.

»Jeg vil også have en på«, lød det fra den lille fireårige. Og det fik hun selvfølgelig...

Ovenstående er første del af kapitel 2 "I kirke med hagesmæk", der fortsætter med mere om middagen, kirken og Prince Edward Island.

KLIK HER og køb bogen Canadisk Potlatch til kr. 100 gennem MyPlanet Shop.

Læs resten af kapitel 2 og 23 andre historier fra Canada i min 252 sider bog om Canada: Canadisk Potlatch. Historier og oplevelser fra kyst til kyst. 24 historier om Canada baseret på mine rejseoplevelser.