30 juli

Motorhomeferie i Canada

Netop hjemvendt fra min seneste ferie i motorhome sidder jeg og tænker tilbage på endnu en super ferie for hele familien. Igen er jeg blevet bekræftet at ferie i motorhome i Canada og USA er lige præcis den ferieform som passer min familie - to voksne og to børn.

Tempoet, aktiviteterne, tæt på naturen, ud og vandre, kun pakke ud en gang, selv bestemme hvor vi spiser og en smule luksus - alt det og mange flere fordele gør det helt klart: Motorhomeferie er perfekt.

Vores motorhome på campingpladsen i Alice Lake provinsparken syd for Whistler, British Columbia.

Ruten gennem det vestlige Canada
Vi havde 35 dage i motorhome fra Vancouver til Calgary. Ruten gik via Vancouver Island og Victoria og Tofino inden vi sejlede fra Nanaimo tilbage til fastlandet og Vancouver. Herfra gik det mod nord til Whistler videre til Wells Gray Provincial Park og til Mt. Robson Provincial Park inden vi begyndte vores lange tur gennem nationalparkerne.

Det blev til både Jasper, Banff, Yoho, Kootenay og Waterton Lake nationalparkerne plus en del provinsparker i både British Columbia og Alberta og et stop ved verdens største indkøbscenter og badeland i Edmonton inden vi lidt triste måtte sige farvel til vores sommerhus på hjul gennem fem uger i Calgary.

2 kommentarer:

Tommy Hansen sagde ...

Hej Arne!

Det lyder som noget af en tur!! Vores familie skal på en lignende tur i september, hvor vi lægger ud med at køre fra Everett til West Bay Marine Village i Victoria. Ruten følger Jeres indtil Head Smashed In og Waterton Lake Nat. Park, herefter kører vi tilbage til BC langs USA's grænse via Cranbrook, Castlegar og Osoyoos. Vi slutter af med at køre stik syd fra Osoyoos, og via Twisp,Washington igennem North Cascades National Park til Bellingham.
Jeg kan læse på Tripadvisor, at selvom vi skal sejle fra Tsawwassen til Schwartz Bay på en hverdag uden for højsæsonen, er det meget vigtigt at reservere plads.
Hvis vi er ved Cruise America kl. 13.00 og først skal uddannes i køretøjet,køre distancen og passere grænsen, tør jeg ikke reservere en færge før tidligst kl. 18, måske senere. Hvad er din mening om dette? Vi skal jo også proviantere på første dag!

Arne sagde ...

Hej Tommy.

Vi have bare sådan en fantastisk tur. Glæd jer til Canada.

Vi skulle sejle over fra Tsawwassen til Schartz Bay onsdag den 10. juni og havde ikke bestilt plads. Vi kom med uden problemer. Personligt ville jeg ikke bestille plads.

Kl. 18 er dog nok for lidt tid. I skal have motorhomet, underskrevet papirerne, en gennemgang, handle ind, køre nogle km og krydse en grænse. Der må ikke være en eneste forsinkelse - ikke en flue på tværs - så når I det ikke. Jeg vil foreslå, at I tager færgen fra Anacortes i Washington State (1 lille time nord Everett) til Sidney på Vancouver Island.

Meget smuk sejltur forbi San Juan Islands.

Den første færge plejer at sejle kl. 08.00 (tager tre timer), så det ville jeg gøre dag 2 og elles tage den med ro dag 1 og få de praktiske ting på plads og så evt. tage den første nat i Deception Pass State Park. Campingpladsen (kan bestilles online) er lige ned til vandet og kun 20 min. fra færgeterminalen i Anacortes.

Tjek færgetider på Washington State Ferries hjemmeside: www.wsdot.wa.gov/ferries

God tur
Arne