Et motorhome gjorde vores ferie mulig. En kørende, selvforsynende enhed med alle livets nødvendigheder og lidt til. En ferie i motorhome handler om frihed og uafhængighed. Frihed til at nysgerrigheden styrer dagen og ruten. Frihed til selv at bestemme og være uafhængig af køreplaner, reservationer, sikkerhedstjek, indtjekning og udpakning.
Det bedste ved vores motorhomeferie var familiesamværet. Vi var to voksne og to børn på tre og fem år på tur i det vestlige Canada i juni 2005, og motorhomet gjorde det meget nemmere at rejse med børnene. Vi brugte ikke tid på at jage moteller. Nej. Vi boede lige midt i herlighederne, da vi havde valgt at overnatte i provinsparkerne.
Når vi nåede til campingpladserne, kunne vi trygt slippe ungerne løs i de små campinglommer mellem træerne. Børnene elskede campinglivet. Hele processen med at få gang i bålet var et eventyr. Først købte vi et bundt brænde, da det ikke er tilladt selv at indsamle brænde i parkerne. Så kløvede vi det. Herefter byggede vi et bål. Fik det tændt med god hjælp af ZIP tændvæske. Så lavede vi mad, hyggede os og sluttede af med bålkaffe til de voksne og popcorn og ristede skumfiduser til de små.
Maden var altid lige ved hånden, og vi skulle ikke ty til fast food. Efter et besøg på Royal Tyrrell Museum i Drumheller kunne vi gå lige ud til vores motorhome på parkeringspladsen foran og finde toastbrød med avocado, tomat og løg frem, mens børnene spillede bold på asfalten.
En morgen hvor vi skulle videre, behøvede børnene ikke at komme i tøjet først. De legede med dinosaurer i den store seng, lige til der var afgang fra Wilcox Creek campingpladsen i Jasper National Park. De sad i nattøjet, mens vi kørte ad Icefields Parkway til den næste oplevelse i de canadiske Rocky Mountains.
Motorhomet gav os den klare fordel, at vi ikke skulle pakke ud og ned hver dag. Desuden var der toilet og bruser. Efter 15 minutter var der varmt vand nok til, at vi alle fire kunne komme i bad. Vi skulle ikke jagte raste-pladser eller benzinstationer for at finde et toilet. Vi kunne bare trække ind til siden, og så havde vi alle bekvemmeligheder.
Børnene havde deres faste pladser, når vi kørte, og når de skulle sove. Vi skulle ikke bruge energi på at omstille os mellem forskellige moteller, restauranter og udlejningsbilen. Vi havde det hele med. Som en lille skovsnegl i verdens næststørste land kørte vi rundt, oplevede og holdt ferie.
Ferie i motorhome er lige min familie. Fire gange har vi nu været af sted. Og vi skal igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar